Klubnyheder

Noget stort er på vej i Team Helsinge Håndbold

15. jun. 2018, kl. 22.25

Som overskriften siger, ja, så er det noget stort på i Team Helsing på pige/damesiden. For første gang i lang tid, har vi atter divisionshåndbold på damesiden. Men ikke nok med det så ser det også ud til at truppen i år også får et 2 hold. Netop nu tæller vi faktisk 22-24 piger og flere er på vej.

Træner teamet til den kommende sæson er også skiftet helt ud i forhold til sidste år. Tomasz Zilberberg som i den forgangne sæson havde klubbens U18 talenter, har skrevet under på en 2 årig kontrakt. Tomasz får følgeskab af Kristine Falck, som selv har været på klubbens seniorhold i mange år.

Kristine har derudover trænet mange af de unge talenter, der kom op tidligere, så hendes kendskab til truppen er allerede god. Da holdet jo som noget nyt får et stærkt 2 hold, har klubben her valgt at satse på Niclas Jensen.

Niclas kender også pigerne fra tidligere eftersom han var træner for mange af dem i de tidlige ungdomsår. At Niclas derudover er klubbens U18 træner, giver både ham og hele trænerteamet en god indsigt i hvad der sker lige under seniorafdelingen.

Når vi så skriver at noget stort er på vej, så er det fordi trænerteamet har store tanker omkring den kommende sæson og de efterfølgende sæsoner.

Tomasz Zilberberg udtaler at han synes at klubben pt. har muligheden for at skabe noget stort i Nordsjælland. Han mener, at klubben er i en position til at kunne skabe det bedste hold i hele Nordsjælland. Når man ser hvor mange dygtige piger der løber rundt på klubbens U16 og U18 hold, som jo er dem der indenfor kort tid skal banke på i seniorafdelingen, og derudover de mange talenter der er en del af det kommende seniorhold, så er ambitionerne store hos den nye cheftræner.

Det første der skal sættes i værk er en seriøs og god træningskultur. Vi skal have en kultur, hvor vi træner meget og hårdt og hele tiden med udvikling for øje. Gør vi dette vil de sportslige drømme gå i opfyldelse hurtigere end man tror.

Når vi har træningskulturen på plads, allerede i år, skal vi gøre alt for at få vores egne talenter tilbage til klubben. Vi har spillere i flere københavnske klubber og dem skal vi have retur. Vi skal kunne matche den træning og udvikling de giver i andre storklubber.

Mht. målsætningen for den kommende sæson, vil Tomasz gerne holde kortene tæt på kroppen, dog siger han, at klubben ikke er kommet op i 3 division bare for at overleve. Vi har en kæmpe tro på os selv og ved at vi kan være med hvor det er sjovt. Dog understreger han, at hvis truppen skal med i den sjove ende, så kræver det at træningskulturen kommer først.

Som noget nyt tager klubbens damehold på træningslejr på Færøerne i august måned. Her skal der trænes hårdt og spilles kampe mod forskellige liga hold, men der skal også hygges og skabes et socialt sammenhold.

Vi håber I alle vil komme og støtte op omkring vores damer til den kommende sæson, så vi sammen kan bygge Nordsjællands bedste Damesenior hold.